4. november 2017

Dansk Folkehjælp – Feriehjælp

Alle børn har ret til at få gode ferieminder. Men for familier, som ikke har råd til at tage nogen steder hen, kan ordet sommerferie give ondt i maven og søvnløse nætter.

Fattigdom betyder ofte, at børnene må melde pas til sociale aktiviteter, fritidsinteresser, fødselsdage, lejrskoler, da forældrene ikke har råd. Der kan være mange grunde til, at folk er endt i en situation, men én ting er sikkert: Det er aldrig børnenes skyld.

En ferie betyder alt for udsatte børn. Ikke nok med at de får en uge fyldt med gode oplevelser. De får også noget at fortælle i skolen efter sommerferien lige som alle andre børn.

 

Gode ferieoplevelser holder hele livet!

Vores ferieophold drives af frivillige, der hvert år lægger et stort arbejde i at gøre en forskel for de børn, som aldrig vil glemme dem for det.

Vi bestræber os på, at sende børn og unge af sted med andre fra samme lokalområde, så de nemt kan bevare kontakten med hinanden og de gode ferieminder, når hverdagen sætter ind igen.

 

Målgruppen: 

Familierne, der modtager feriehjælp, skal være enlige forsørgere på overførselsindkomst og have hjemmeboende børn under 18 år. For at sikre at ansøgerne opfylder kriterierne, bliver ansøgningerne verificeret af de sociale myndigheder i kommunerne, så vi er sikre på, at det er dem, der trænger mest, der får hjælp.