20. marts 2017

Kræftens Bekæmpelse – Generel støtte

Foto: Kræftens Bekæmpelse

KRÆFTENS BEKÆMPELSES VISION ER ET LIV UDEN KRÆFT. DERFOR ARBEJDER FORENINGEN FOR:

• Færre får kræft

• Flere overlever kræft

• Bedre liv med kræft

FORSKNING   

Kræftens Bekæmpelse driver selv egen forskning i Center for Kræftforskning, men foreningen støtter også en stor del af den kræftforskning, som finder sted på landets hospitaler og universiteter.

Kræftens Bekæmpelse støtter hvert år dansk kræftforskning med mange millioner kroner. I 2015 blev det til 354.163.000 mio. kr.

Kræftens Bekæmpelses forskning fastholdt i 2015 sin flotte internationale placering og har i flere end ti år ligget i toppen af den absolutte verdenselite inden for forskning. Bag den flotte placering står flere end 225 forskere og teknikere fra Center for Kræftforskning.

Forskningen i Kræftens Bekæmpelse tager afsæt i danskernes virkelighed, hvad enten det handler om forebyggelse, diagnostik, behandling, rehabilitering eller bivirkninger/senfølger af behandlingen.

 KRÆFTENS BEKÆMPELSE ARBEJDER INDEN FOR TRE HOVEDOMRÅDER:

• Forskning

• Forebyggelse

• Patientstøtte

FOREBYGGELSE
Kræftens Bekæmpelse arbejder for, at så få danskere som muligt får kræft, og at kræft bliver opdaget så tidligt som muligt, så flere overlever.
Med den viden, vi har om risikofaktorer og kræft i dag, kan vi forebygge mindst en tredjedel af alle nye kræfttilfælde og op mod halvdelen af alle
kræftdødsfald.
Rygning er den faktor, der har størst potentiale i forhold til at forebygge kræft. Derfor er arbejdet med at forebygge rygning vigtigt. Og fokus er på, at børn og unge ikke skal begynde at ryge.

PATIENTSTØTTE
Kræftens Bekæmpelse har mange rådgivningstilbud og er hvert år i kontakt med mange tusinde kræftpatienter, pårørende og efterladte. Mange er i kontakt med en af de flere end 30 rådgivninger, som findes. På rådgivningerne kan man deltage i aktiviteter, møde andre eller tale med en professionel rådgiver om de udfordringer, man har. Det er muligt at få individuel støtte, som familie eller i en gruppe.
Andre får hjælp og støtte på Kræftlinjen, hvor rådgiverne årligt får omkring 13.000 henvendelser via telefon, livechat og mail. På Cancerforum.dk udveksler mange kræftpatienter og pårørende erfaringer og tanker med andre i samme situation.
Alle tilbud er gratis.

FRIVILLIGE
Næsten 45.000 mennesker arbejdede frivilligt for Kræftens Bekæmpelse i 2015. De frivillige lægger rigtig mange timer i deres arbejde. Antallet af timer, som frivillige lægger i arbejdet, svarer til 841 fuldtidsstillinger. Det er ca. 200 fuldtidsstillinger mere end antallet af ansatte i foreningen. De mange frivillige gør en kæmpe forskel både politisk, i det forebyggende arbejde og op det personlige plan for kræftpatienter og pårørende.

FAKTA OM KRÆFT
• Hvert år får 35.100 danskere en kræftdiagnose (Mænd: 17.797; Kvinder: 17.303)
• Hvert år dør 15.308 danskere af kræft (Mænd: 7.970; Kvinder: 7.338)
• Ved udgangen af 2013 levede 256.071 danskere med kræft (Mænd 109.413; Kvinder: 146.658)

FLERE FÅR KRÆFT
Selv om flere og flere overlever en kræftsygdom, vil flere og flere danskere i de kommende år få kræft. For eksempel viser en fremskrivning af antal kræfttilfælde i 2031 for mænds vedkommende, at vi kommer til at se stigning på 6.850 årlige tilfælde – svarende til 24.647 årlige tilfælde i 2031.
For kvinder gælder det, at vi kommer til at se en stigning på 3.600 årlige tilfælde – svarende til 22.504 årlige tilfælde i 2031.
90 pct. af den store stigning skyldes, at vi bliver flere mennesker i Danmark, og at vi bliver ældre og ældre. Og jo ældre, vi bliver, jo større er risikoen for at få
kræft.