4. september 2017

Børnecancerfonden

Børnecancerfonden

Hvert år får 200 danske børn under 18 år kræft. Børn får typisk andre og mere aggressive kræftformer end voksne, og for 40 år siden døde næsten halvdelen af alle børn med en kræftdiagnose. Gennem målrettet forskning i børnekræft er behandlingen i dag forbedret, så fire ud af fem børn overlever, men kræft er fortsat årsag til flest sygdomsrelaterede dødsfald hos børn over 1 år.

Børnecancerfonden arbejder for, at alle børn skal overleve kræft til et godt liv med de samme muligheder som andre børn. Vi samler penge ind til forskning, oplysning og støtte til børn med kræft og deres familier.

 

Forskning

Børnecancerfonden er den enkeltorganisation, der støtter mest dansk forskning i børnekræft, for forskning er det bedste håb, vi kan give børnene og deres familier. Siden 1995 har fonden uddelt mere end 200 millioner kroner alene til børnekræftforskning. I samme periode er behandlingen af børn med kræft væsentligt forbedret, hvilket bl.a. har betydet, at

  • overlevelsen for børn med den hyppigste børnekræftdiagnose, akut lymfoblastær leukæmi, er steget til over 90 procent
  • overlevelsen for børn med den aggressive tumorform, neuroblastom, er steget fra 40 til 75 procent
  • Danmark har fået en enhed for afprøvning af ny medicin til børn med kræft, hvor nye behandlinger testes på børn med de kræftsygdomme, som er sværest at behandle
  • Men der er stadig børn, der dør af kræft, og halvdelen af børnekræftoverleverne har varige skader efter sygdommen og den intensive behandling, som påvirker resten af deres liv.

 

Støtte til børn med kræft og deres familier

Når et barn får kræft, bliver hele familiens liv sat under pres. Fonden støtter derfor børnene og deres familier direkte, bl.a. med psykologhjælp, rekreationsophold og forkælelseslegater.

FAVN er Børnecancerfondens nyeste tilbud, hvor familier med kræftsyge børn både under og efter behandlingsforløbet kan få psykosocial støtte, fx psykologhjælp, socialrådgiverbistand eller tilbud om sorg- eller samtalegrupper. FAVN er også for familier, der har terminale børn eller mister et barn, og tilbuddet tilpasses den enkelte families behov.

 

Oplysning

I tæt samarbejde med de danske børnekræftafdelinger formidler Børnecancerfonden viden og råd om børnekræft til forældre, men også til søskende, skolekammerater og andre pårørende. Samtidig finansierer fonden informationsindsatser om kræft hos børn – både egne projekter og andres – for gennem oplysning at forbedre kræftsyge børns vilkår og hverdag.

Børnecancerfonden er en privat fond, som er stiftet af tidligere overlæge på Rigshospitalets børnekræftafdeling, Henrik Hertz. Vi er 100 pct. afhængige af gaver og donationer, for så længe der er børn, der dør af kræft, eller får et svært liv med senfølger, er der brug for hjælp.

Læs mere på www.børnecancerfonden.dk